Lad være med at vaske alting. Altid.
Ja. Kortere kan det ikke siges.
Hvis du vil passe godt på dit tøj - og i særdeleshed miljøet - er der ingen grund til at vaske dit tøj særlig meget.
Det gælder naturligvis ikke undertøj, da det er helt tæt på kroppen.

Rigtig meget tøj kan friskes op med en luftning. Særligt strik.
En blazer, en nederdel eller jeans er der faktisk ikke grund til at vaske særlig tit. Det er normalt ikke tøj der som sådan bliver specielt beskidt ved brug. Og er der kommet en plet på, kan man nøjes med at rense området hvor pletten er.

Det er desuden en udbredt misforståelse at det bedste du kan gøre, er at vaske noget i hånden. Håndvask kan ikke gøres uden at vride tøjet - og det er her det går galt, for på den måde kan fibrende ødelægges - eks. i uld.
Når der står i siden på din nye bluse, nederdel eller kjole at den skal vaskes i maskine på uldvaskeprogram med uldvaskemiddel, så er det fordi det er den måde, der sikrer at du får det samme ud af maskinen, som du har lagt ind.

Det er også en misforståelse at nyt tøj skal vaskes inden brug. De fleste metervarer er allerede vasket inden de bliver syet. Så medmindre der decideret står i tøjet, at det skal vaskes inden brug, er der ingen grund til det.

Vær opmærksom på at der godt kan være mere end én lille lap i siden på tøjet. 
Læs dem - dit nye tøj kan ikke byttes eller sendes tilbage til forretningen, fordi du har vasket det forkert. 

En vigtig pointe: Der er stor forskel på om du vælger at vaske ved 30 grader (skånevask) eller om du rent faktisk vælger uldprogram på 30 grader. Den store forskel er centrifugeringen. En skånevask er ikke det samme - og kan sagtens være skyld i at din nye bluse kryber et nummer, da fibrene ikke kan tåle den højere centrifugering.

Ligeledes er det en god idé at tjekke dit vaskepulver. Er der enzymer i vaskepulveret, kan en enkelt vask ødelægge en bluse, kjole eller strik for altid.

Pas godt på dit tøj - god luftning